Vi bor i et fantastisk lokalområde med mange gode steder i et spændende landskab. I Lokalforum Regstrup kunne vi godt tænke os at synliggøre det ved at lave et digitalt kort til vores hjemmeside. Vores ønske er at styrke vores lokale fællesskab, ved at dele viden om det vi værdsætter.
Derfor holder Lokalforum Regstrup onsdag den 30. september en fællesaften, hvor vi sammen udpeger alle de gode steder, vi kan komme i tanke om. Vi mødes kl. 19 på Nr. Jernløse Skole på ”Det røde gulv”. Alle der har lyst er velkomne, dog er der max plads til 45 grundet COVID19 situationen.
Et godt sted kan f.eks. være Jernløse Mølle, kirkens hus i Søstrup, hængekøjerne på Brorfelde eller stien langs Regstrup Å. Det kan være attraktive løbestier og cykelruter, men også et sted som få kender, og som andre kunne have glæde af at få viden om. Gode steder er ofte forbundet med en historie om det lokale liv, og den er også meget velkommen til at blive en del af kortet.
Holbæk Kommunes fællesskaber Christian Kobbernagel hjælper os med opgaven og deltager også på vores fællesaften sammen med kommunens stiplanlægger Morten Holme. Kommunen hjælper også med at vores endelige kort kun viser steder, som er offentligt tilgængelige eller kan besøges med ejers samtykke.
Kan du ikke deltage i vores fællesaften er du meget velkommen til at sende forslag til steder og fortællinger til Lokalforum Regstrup – info@lokalforumregstrup.dk.
Vi ser frem til en spændende aften
Lokalforum Regstrup