Vi bygger digitalt kort – Vores Bedste Steder – kom og vær med

Vi bor i et fantastisk område. I Regstrup lokalområde findes en stor variation af smuk natur, aktivt kultur- og erhvervsliv og en masse gode attraktioner. Vores lokalområde er kendetegnet ved mange foreninger, store spændende seværdigheder, gode skoler og institutioner samt mange virksomheder der er med til at øge lokal vækst. Lokalområdets fire sogne; Søstrup, Kvanløse, Sdr Jernløse og Nørre Jernløse er aktive i udviklingen af kultur, erhvervsliv og bosætning og gemmer også hver især på spændende steder som er en udflugt værd.

Lokalforum Regstrup er med i denne udvikling, og vi arbejder blandt andet på at vise Vores Bedste Steder i lokalområdet på et digitalt kort, som skal ligge her på hjemmesiden. Et godt sted er mange ting, og det kan være både natur, kultur, en virksomhed eller et godt spisested. De fortjener at blive vist frem og historien om dem fortalt til alle. 

I den forbindelse inviterer Lokalforum Regstrup til et arbejdsmøde torsdag den 24. juni kl. 19-21 på ”Det Røde Gulv” på Nørre Jernløse Skole. Her vil vise hvor langt vi er nået og sammen fylde huller ud med nye gode steder vi ikke har opdaget endnu. Alle er velkomne.

Kan du ikke deltage, vil vi alligevel gerne høre fra dig, hvis du har et bidrag. Vi har inddelt steder på kortet i kategorier:

  • Sport og fritid
  • Kultur og seværdigheder
  • Skole og institutioner
  • Fødevarer og spisesteder
  • Erhverv og service
  • Natur og friluftsliv
  • Sundhed

Skriv en lille tekst på 10-15 linjer om stedet og send også gerne billeder med. Naturligvis må lokalforum ikke lave reklame, men alle kan være med og så redigerer vi materialet sammen. Vi er en lille gruppe som hjælper hinanden med at opbygge kortet, og du er velkommen til at være med. Send dit bidrag til os på info@lokalforumregstrup.dk. Du kan også ringe til os på telefon 22104202 (Anni Olsen) eller til vores fællesskaber Christian Kobbernagel, Holbæk Kommune, 72363373 som hjælper os med opgaven.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.