Godt nytår

2020 var præget af Covid-19 og det har også præget bestyrelsens arbejde. Vi har måtte udskyde flere planlagte arrangementer og herunder også vores generalforsamling. Og vi mener udskyde – vi håber meget at vi kan gennemføre de planlagte aktiviteter i 2021. Vi får se.

Da vi ikke kan mødes ude i virkeligheden har bestyrelsen blandt andet brugt kræfterne sammen med vores fællesskabere Christian og David fra Holbæk Kommune på at få en infoskærm op at køre igen i DagliBrugsen i Nørre Jernløse. Her bliver der mulighed for at annoncere begivenheder i vores lokalområde ved henvendelse til bestyrelsen. Det kan fx være sportsbegivenheder, loppemarkeder, fastelavnsfester og andet der styrker vores lokale fællesskab. Vi ved at alt er sat på pause pt – men så er vi på forkant, når coronasitationen er kommet under kontrol. Vi regner med at skærmen er i funktion i løbet af februar måned.

Vi har også brugt kræfter på et Storyboard – et digitalt kort – hvor vi kan vise vores lokalområdes mange kendte og ukendte steder. Målet er at vi deler viden for at opbygge vores lokale fællesskab. Snart har vi teknikken på plads. Vi har også en del materiale at bygge ind i Storyboardet takket være input fra et lokalforumsmøde i efteråret. Her fik vi også kontakt til flere lokale, som vil hjælpe med skriverier og fotos, og det vil vi følge op på snarest muligt. Har andre lyst til at bidrage, er alle kræfter velkomne.

For at holde fanen højt mødes bestyrelsen fortsat, men nu alene digitalt. Vi håber også at I holder fanen højt og hjælper hinanden igennem disse mærkelige tider.

Hold ud – hold afstand – hold humøret højt.
Bestyrelsen